Vi har over en periode måttet vænne os til, at hvis man har indlån i sin bank, skal der betales for det. Pengeinstitutterne har naturligvis, ligesom andre virksomheder, inden for lovens rammer lov til at sætte deres priser, som de vil. 

Det støder mig dog, når pengeinstitutterne forsøger at forklare de negative renter med, at det skal de jo betale i Nationalbanken, så det alene er et spørgsmål om at få dækket deres omkostninger, men det er kun delvist korrekt.

Pengeinstitutterne betaler negative renter i Nationalbanken, men det er jo kun en lille del af deres indlån, der bliver placeret i Nationalbanken, for langt den største del bliver jo heldigvis lånt ud til andre af deres kunder, såvel private som erhvervskunder. 

Jeg ved, at mange journalister har forsøgt at få oplyst sammenhængen mellem hvad pengeinstitutterne betaler i negativ rente i Nationalbanken, og hvad de opkræver i negativ rente hos kunderne, men det er ikke lykkes.

Med de tal, der er offentliggjort i Nationalbanken, har pengeinstitutterne i 2018 modtaget mere i negativ rente fra kunderne, end de har betalt i Nationalbanken, og sidenhen er der stadig flere kunder, der betaler negativ rente, så billedet har helt sikkert ikke ændret sig. Lad os nu se de rigtige tal!

Nu begynder pengeinstitutterne ovenikøbet at fortælle, at de IKKE tjener på den negative rente, hvorfor det må være rimeligt, at kunderne betaler en højere negativ rente end det pengeinstitutterne betaler i Nationalbanken. I omtalen dækkes det ind under begrebet rentemarginal.

Som nævnt må pengeinstitutterne sætte deres priser, som de vil, så længe konkurrencen fungerer, men kære pengeinstitutter vær dog ærlige og fortæl, at de negative renter opkræves af hensyn til jeres indtjening og ikke er noget, I er blevet ”pålagt” af Nationalbanken!

Med venlig hilsen

Flemming Thorslund
Partner

03.03.21