Har du givet lov til automatisk træk på dit betalingskort, til fx betaling af lån, abonnementer og lignende?

Når man optager et lån eller tilmelder sig et abonnement, aftales det ofte, at betaling skal ske via automatisk hævning på sit betalingskort, men der bliver ikke gjort opmærksom på, at hvis denne aftale skal laves om, er det alene betalingsmodtager, dvs. den man har lånt pengene af eller tegnet abonnementet hos, der kan ændre det.

Hvis der på et tidspunkt opstår en situation, hvor man ikke ønsker betalingen gennemført, fx fordi man er blevet uenig med den, der skal have pengene, kan man ikke selv forhindre betalingen, men er afhængig af, at vedkommende ikke hæver dem.

Man kan alene sikre sig, at betalingen ikke sker, ved at spærre sit kort og få et nyt kort med de problemer, der nu følger med. Ulempen ved at få et helt nyt kort er, at har du nogle abonnementer, der skal fortsætte, som fx Spotify, tv-pakker o.a., der trækkes direkte på dit kort, skal du ind og lægge de nye kortoplysninger ind.

Både MasterCard og Visa tilbyder nu, at disse automatiske træk flyttes til det nye kort, og det er derfor vigtigt, at du ved bestilling af et nyt kort, tydeligt gør banken opmærksom på, om disse automatiske betalinger skal flyttes med eller ej.

Betaling via MobilePay

Betaler du i stedet afdrag/abonnementer via MobilePay, kan du selv afmelde din betaling, hvorefter betalingsmodtageren får besked om dette fra banken, og herefter bliver du kontaktet vedrørende en ny aftale om betaling.

Har du brug for hjælp og rådgivning vedrørende din økonomi?

Kontakt os og lad os tage en snak om det. Du kan kontakte os således:

Med venlig hilsen

Flemming Thorslund
Indehaver