Årsopgørelsen for 2023 er nu tilgængelig på SKAT.dk, og du kan se, om du har betalt for lidt eller for meget i skat.
Det er altid vigtigt, at du nøje gennemgår din årsopgørelse, så du sikrer dig, at alle beløb stemmer og eventuelle fradrag er korrekt indberettet.
Nedenfor kan du se de poster, du skal have særlig fokus på!
Løn, pension og renter
Disse 3 poster er normalt fortrykt på din årsopgørelse, og i de fleste tilfælde er disse indberetninger korrekte. Dog er der nogle specifikke situationer, hvor du bør være ekstra opmærksom:
Lønmodtagernes Garantifond
Har du fået løn fra Lønmodtagernes Garantifond i 2023 pga. af firmaets konkurs, skal du kontrollere, om indberetningen til SKAT stemmer overens med beløbene på dine lønsedler.
Fleksjob og offentlige ydelser:
Hvis du er fleksjobber og modtager fleksløntilskud eller ledighedsydelse fra det offentlige, skal du sikre, at denne indtægt for 2023 er korrekt registreret.
Efterløn eller fleksydelse:
Hvis du er gået på efterløn eller modtager fleksydelse (efterløn for fleksjobbere) i 2023, skal disse beløb også være korrekt angivet.
Dagpenge ved sygdom eller barsel:
Hvis du har modtaget dagpenge ved sygdom eller barsel, dagpengegodtgørelse udbetalt af arbejdsgiveren eller arbejdsløshedsdagpenge fra en A-kasse, skal disse beløb være registreret i den korrekte rubrik.
Befordringsfradrag er yderst relevant, hvis du har mere end 24 km til og fra arbejde.
Det spiller ingen rolle, hvilket transportmiddel du bruger eller hvilke udgifter du har til transport, men det er vigtigt, at transporten ikke betales af din arbejdsgiver, da fradraget ellers beskattes som personlig indkomst.
Er dit befordringsfradrag fortrykt på din årsopgørelse, skal du huske at tjekke, at det er den korrekte strækning og det korrekte antal dage. Hvis det ikke er fortrykt, skal du selv angive det.
HUSK Beregningsmodellen på SKAT.DK skal bruges til at beregne fradraget. Vær opmærksom på at angive det korrekte arbejdssted og det korrekte antal dage, hvor du har været på arbejde.
SKAT tager udgangspunkt i 216 arbejdsdage, når de beregner kørselsfradraget. Du skal derfor bekræfte det antal arbejdsdage, du har arbejdet hver kalendermåned, på din årsopgørelse. Læs mere på SKATs hjemmeside.
Bo du i det såkaldte “Udkantsdanmark”, gælder der særlige regler for dig. Har du har mere end 60 km fra dit hjem til din arbejdsplads og bor i en udkantskommune, kan du få den fulde sats for samtlige kilometer ud over de første 24 km.
Krydser du en bro på vej til og fra arbejde, kan der trækkes en del af bropengene fra.
Tjente du mindre end 353.000 i 2023 kan du få et ekstra kørselsfradrag. Fradraget kan højst være 15.400 kr. og beregnes automatisk. Læs mere på SKAT.dk.
Rejsefradrag er kun relevant for dig, hvis du med dit job har været på rejser af 24 timers varighed med overnatning.
Du kan enten bruge de faktiske udgifter eller en standardsats. Læs mere om diæter og rejsegodtgørelse på SKAT.dk
Servicefradrag (tidligere kendt som håndværkerfradrag):
I 2023 kan du trække op til 6.600 kr. fra på årsopgørelsen i servicefradrag for arbejdsløn.
Almindelig rengøring, vinduespudsning, havearbejde og børnepasning er nogle af de poster, der kan trækkes fra.
Et ægtepar eller samlevende par kan tilsammen få et fradrag på op til 13.200 kr. De 6.600 kr. gælder for hver person i husstanden, der er over 18 år. Dog skal de hjemmeboende børn have betalt deres del af regningen.
For helårsboliger er det et krav, at du boede i boligen, mens arbejdet blev udført. For fritidsboliger kan fradraget kun anvendes af ejeren og ejerens ægtefælle/samlever.
For at få fradraget skal du indtaste beløbet via Tast Selv. Husk efterfølgende at tjekke, at det rent faktisk er kommet med på årsopgørelsen.
Du kan kun få håndværkerfradrag for 2023, hvis arbejdet er udført i 2023, og regningerne er betalt senest den 28. februar 2024. Vær opmærksom på, at betaling med kontanter ikke giver fradrag. Det skal ske elektronisk!
Hvis du har glemt at indberette håndværkerfradraget for 2021 (12.500 kr. pr. person), 2022 (12.900 kr. pr. person) og 2023 (6.600 kr. pr. person), kan du stadig nå det. Læs mere om servicefradrag m.m. her.
Børne- og ægtefællebidrag:
Mange fraskilte personer indgår selv aftaler om børne- og ægtefællebidrag. Hvis det også gælder for dig, bør du kontrollere, om det børne- og ægtefællebidrag, du betaler, er indberettet korrekt.
Både børne-og ægtefællebidrag bliver kun indberettet automatisk til SKAT, hvis ordningen går via Udbetaling Danmark.
Det samme gælder, hvis der er betalt bidrag til en fraskilt ægtefælle i forbindelse med et barns dåb eller konfirmation. Disse beløb vil også kun fremgå af årsopgørelsen, hvis der er tale om en ordning, der foregår via det offentlige.
Husk at indberette cpr. nr. på det barn, børnepengene vedrører, og på modtageren af underholdsbidraget. Du skal også indberette beløbet, hvis det ikke betales gennem Udbetaling Danmark. I modsat fald kan du ikke få fradrag for det.
Hvis du er blevet separeret eller skilt, har du ret til fradrag for børnebidrag, indtil dit barn er fyldt 18 år.
Har du børn udenfor ægteskabet, der ikke bor hos dig, har du ret til fradrag for børnebidrag til dem.
Husk, at der ikke er fradrag for et beløb på 172 kr. pr. måned i 2023. Hvis du betaler normalbidrag, er dit månedlige fradrag i 2023 1.328 kr. Det fulde beløb på 1.500 kr. pr. måned skal indberettes.
Hvis I som forældre har fælles forældremyndighed, og barnet bor hos jer på skift, anses barnet for at bo der, hvor det er registreret med folkeregisteradresse. Der er specielle skattemæssige forhold for disse 7/7-ordninger.
Boligkøb/salg og relaterede fradrag:
Ejendomsværdiskat:
Ved køb af fast ejendom skal der betales ejendomsværdiskat fra den dato, du flytter ind i ejendommen (ikke fra købsaftalens underskrift).
På årsopgørelsen skal du angive det tidspunkt, hvor du har boet i ejendommen.
Hvis du har betalt eller modtaget renter i forbindelse med refusionsopgørelsen (ved køb eller salg af ejendom), skal disse renter også indberettes til SKAT.
Husk også, at hvis du og din ægtefælle/partner går fra hinanden, og du fraflytter ejendommen, skal det indberettes til SKAT, så du ikke betaler ejendomsværdiskat, efter du er fraflyttet ejendommen.
Bankgaranti ved køb af ny bolig:
Ved køb af ny bolig i 2023 skal du typisk stille en bankgaranti.
I den forbindelse vil der være en garantiprovision, som kan trækkes fra i skat.
Beløbet er ikke automatisk indberettet til SKAT, så sørg for at tjekke det – det er typisk op til et par tusinde kroner
Stiftelsesprovision på korte lån:
Stiftelsesprovisioner på lån med en aftalt løbetid på under 2 år kan trækkes fra.
Hvis stiftelsesprovisionen er mere end 2,5 procent af lånebeløbet, kan du højst trække 2,5 procent af lånebeløbet fra i det år, hvor provisionen forfalder til betaling.
Låneomkostninger:
Hvis lånet optages i fremmed valuta (fx euro), er der fradrag for låneomkostningerne.
Hvis lånet optages i DKK, er der ikke fradragsret for låneomkostninger.
Der er kun fradrag for den del af låneomkostningerne, der kan henføres til årets afdrag.
Differencerenter:
Hvis du har omlagt dine lån og har betalt “differencerenter”, skal du selv huske at indberette beløbet til SKAT.
Tal evt. med dem (typisk banken), der har hjulpet dig med omlægningen af dine lån.
Renteudgifter på private pantebreve:
For at få fradrag for renteudgifter på private pantebreve (fx i forbindelse med køb af sommerhus), skal SKAT have oplyst, hvem du betaler til.
Renter på lån optaget i Danmark hos en udenlandsk bank
Der findes flere udenlandske banker, der opererer i Danmark, og disse banker indberetter ikke automatisk renter til Skat. Så har du lån hos Bank Norwegian, Ferratum, Resurs Bank eller evt. andre, skal du selv indberette renterne på årsopgørelsen.
Selvstændig virksomhed og udlejningsejendom:
Hvis du driver en selvstændig virksomhed eller har lejet din bolig ud, skal du selv oplyse SKAT om det skattemæssige overskud eller underskud.
Overskud medfører normalt beskatning, mens underskud kan fratrækkes i din øvrige personlige indkomst.
Undtagelsen er hobbyvirksomheder.
Donationer til velgørenhed:
Du kan få fradrag for beløb, du har doneret til velgørenhed.
Organisationerne skal dog have indberettet beløbene til SKAT.
Gem dokumentation for indbetalinger.
I 2023 er fradraget op til kr. 17.700.
Privat gæld:
Ved privat gæld, skal du selv indtaste renterne, da de ikke automatisk indberettes til SKAT.
Husk, at en korrekt indberetning sikrer, at du får de fradrag, du er berettiget til.
Nedenfor finder du nogle vigtige datoer i forhold til SKAT.
28.02.2024 | Deadline for betaling af arbejde, der er udført i 2023, og hører under Servicefradrag |
11.03.2024 | Din årsopgørelse ligger klar på Skat.dk |
Medio 04.2024 | Overskydende skat udbetales til din NemKonto |
01.05.2024 | Sidste frist for at rette årsopgørelsen for 2023, medmindre du har et udvidet oplysningsskema |
01.07.2024 | Sidste frist for indberetning af det udvidede oplysningsskema |
01.07.2024 | Sidste frist for indbetaling af restskat uden procenttillæg, der i år er på 7,5%. Læs mere om restskat her |
Har du brug for vores hjælp til at få gennemgået din årsopgørelse?
Vi hjælper dig meget gerne med at indberette de korrekte tal.
Det koster kr. 1.950 at få gennemgået og tilrettet årsopgørelsen. Med i dette beløb er også gennemgang og tilretning af din forskudsopgørelse for 2024.
Kontakt os for en uforpligtende snak om din situation.
Vi kan kontaktes således:
- Ring på tlf. 2970 6655
- Send en mail til mail@aktivfinans.dk
- Benyt vores kontaktformular på AktivFinans.dk
Med venlig hilsen
Flemming Thorslund
Indehaver
AktivFinans